Hvilken bedre måde at fejre grundloven og 100-året for kvinders stemmeret, end med en stor tjekkisk øl i hånden og øjnene fæstnet mod en scene fyldt med alt for mange mænd.
Der er ikke mange, som tænker det samme. Om folk sidder derhjemme og ser kendte mennesker i fine kjoler til DRs fejring af 100-året for kvinders stemmeret, eller om der skal bundes flere dåseøl i kælderen, før de kommer ud af starthullerne, er usikkert. De er hvert fald ikke på Radar, da Turbochild træder frem på scenen.
Det synes ikke at påvirke de 5 fyre. Buster, Richard, Bue og Jakob har linet op på række med et stilfuldt udtryk, der går ud over scenekanten. Cowboyjakker, leopardprint og spidse læderstøvler repræsenterer en svunden tid. Men 80’ernes rockscene er utvivlsomt tilbage!
Og er man ikke overbevist, skal man bare smide et blik på Adam, som bag trommerne udstråler rock og rul med en farligt opknappet skjorte, og øjnene let sammenknebet bag det gule glas i brillen.
Der er energi på scenen allerede fra første nummer. Richards stemme er karakteristisk og sikker. Den unge mandestemme, man hører på pladen, synes gemt bag en mere aggressiv lyd. Men det klæder deres liveperformance. Og man er ikke i tvivl om, at han giver alt, hvad han har i sig.
To numre inde i koncerten, ryger knapperne i Richards skjorte. Og der skal ikke mange flere sange til, før skjorten ryger helt. Det hører sig 80’er rocken til, og de holder fast i traditionen! Forsangerens blottede overkrop vrider sig passioneret på scenen, mens maven er helt spændt op og vejret trækkes hurtigt i takt med, at stemmen får alt, hvad den kan trække.
GIMME SOME leveres med headbanging af de langhårede fyre, som understøttes af de selvsikre ansigtsudtryk. Buster styrer guitaren i en ene ende af scenen, mens Jakob med hænderne overhovedet, får folk til at klappe i takt, mens de skriger med på “You got it, I want it!”
Publikum er knap så meget tilbage i 80’erne som Turbochild, og selvom man kan mærke begejstringen over deres optræden, holdes tøjlerne stadig stramt. Lidt hoftevrik kan det heldigvis blive til, da Turbochild fyrer op for hitsinglen “Stil my love.” Richard slår sig sikkert på brystet. Selvom associationerne leder hen på King Kong, er der en tydelig forskel – Richard føler sig perfekt tilpas på scenen!
Der er kommet en del flere på Radar, da Thunderboss overtager scenen fra Turbochild. Jens, forsanger, og Kasper, keyboard, starter alene på scenen, hvor de lokker folk tættere på gennem en legende og eksperimenterende lyd fra keyboard og syntiesiser.
Tidsmaskinen har ført os endnu et par årtier tilbage. Tidskapslen lukker op for en god blanding af 50’er rock og 80’er disko. En umiddelbar interessant kombination, som unægtelig kommer til sin ret gennem de humoristisk formulerede sangtekster.
Det er ikke bare teksterne, der giver smil på læberne. Jens har en fantastisk udstråling. Hans øjne leger med publikum. Det stirrende blik, kække blink og løftede øjenbryn, charmerer alle, når det suppleres med et skævt smil. Når man indleder en sang med “Curlie Fries”, kan man heller ikke andet end at imponere!
Til Disco Magic Crystal Ball kommer der noget der ligner bevægelse i folk. Det intime spillested og de få fremmødte skaber en behersket stemning til en optræden, der godt kunne fortjene mere løssluppen energi og lette fødder.
“MUSTAGE!” Sangen består knap af andre ord, men når den leveres af Thunderboss, der står ved udfordringerne med at gro et skæg, trækkes munden op i et stort smil.
Kaspers gigantiske hvidmands-afro der tilfældigt bouncer rundt på scenen, mens der knaldes løs på koklokken, understreger, at musik aldrig skal blive et seriøst anliggende. Det føles i hvert fald som om, at de tager drengehørmen fra øvelokalet med ud på scenen. Det fungerer.
Kasper og Jens holdes i skak af trommeslageren, som hårdt og sikkert fastholder rytmen og den rockede selvsikkerhed. Guitaristen bevæger sig rundt på scenen og fastholder den gode lyd.
Problemerne med syntesiseren slår ikke drengene ud. Kasper og Jens deles om keyboard og mikrofon, og deres gennemførte udtryk får det næsten til at virke planlagt.
Man er nu klar til, at festen skal eskalere, men aftenens hovednavn, Dance with Dirt, skuffer en smule. Man står lidt med en følelse af, at man får, hvad man har bestilt. Ikke meget mere end det.
Forventningerne til Dance With Dirt var store, da vi inden koncerten varmede op med deres musik i baggrunden. De imponerende musikvideoer og den hurtigt voksende karriere er fuldt fortjent. Men når man spiller på et intimt spillested som Radar, fungerer det langt bedre, at skabe en tæt kontakt til publikum og give dem lidt ekstra.
Der er ikke meget at komme efter på den front. Vi skal halvt ind i koncerten, før forsangeren, Magnus, tager kontakt. Vi retter øjnene mod scenen, og det virkede da også oprigtigt, da han vil støve os tættere sammen, for at kunne forevige et fedt billede af oplevelsen på sin mobil.
Magnus giver den gas! Og selvom man ikke kan mærke sveden helt nede i de bagerste rækker, overbeviser et blik mod Magnus’ svedige undertrøje, at de nu virkelig vil give alt, hvad de har i sig.
Selvom de har svært ved at fange samme passionerede kontakt til publikum, som Turbochild og Thunderboss, er den rockede lyd unægteligt imponerende. Deres melankolske rock leveres en kende kedeligere end på indspilningerne, men lysshowet og publikum løsner heldigvis til sidst op for bandet.
Magnus synes i hvert fald at ville give et sidste indspark. En anelse storhedsvanvid blandet med drengedrømme, får forsangeren til at kaste sig ud over publikum. De løftede hænder griber ham ivrigt og giver ham en tur rundt blandt de forreste rækker, inden han leveres tilbage på scenen, og takker af for i aften.
Danseskoene og ønsket om en aften i rockens tegn slutter sig om en fed aften. De tjekkiske øl har helt sikkert også gjort sit!
Indlægget Da RADAR gik old school blev vist første gang den Overspring.dk.
